Konceptet

Minimini er tøj til mini med god samvittighed.

Jeg har i længere tid interesseret mig for at mindske mit og min families spild. Det startede med madspild og samtidig med at vi fik fokus på alt det mad vi smider ud, blev jeg opmærksom på hvor meget tøj vi smider ud. Det gik op for mig at vi ofte køber noget tøj som passer inden vask, men efter vask er det enten for småt eller har mistet formen og så ryger det ud, eller man gemmer det fordi man ærger sig. Noget af det tøj vi gemmer på i min familie er også “yndlingstøjet” fra gymnasiet eller “den kjole jeg havde på til min venindes bryllup”, det er tøj med affektionsværdi, som er svært at smide ud. Den tredje type af tøj man gemmer i en periode for til sidst at skille sig af med er fejlkøbene, tøj som man i butikken var vild med, men som alligevel aldrig kommer frem af gemmerne og derfor til sidst ryger til genbrug eller i skraldespanden. En anden type er tøjet med pletter, huller eller slitage, som ingen hverken vil gemme eller forære væk. Sidste kategori er tøj, som man bare er blevet træt af, som er outdatede, enten pga snittet, modellen eller fordi man slet og ret mister interessen for det. Det er det tøj minimini udnytter som materiale for sine designs. Den kasserede cardigan kan hurtigt blive til en lækker sweater i børnestørrelse, et tørklæde kan blive til den fineste kjole eller bukser syes om til to, måske tre par bukser i str. mini.

Der er mange goder ved at udnytte den ressource dette tøj er: Miljøet skånes, når der ikke skal produceres nyt stof og tøj, dit barns sarte hud udsættes for mindre påvirkning af kemikalier ved det tøj som er vasket flere gange og prisen for lækkert håndsyet design kan holdes på et rimeligt niveau.

På minimini findes to muligheder for at få fingrene i et unikt MINININI design: 1. Køb et af de unikke styles i webshoppen. 2. Få syet en unik kreation af et stykke af dit eget aflagte tøj (Skriv en mail til minimini@minimini.dk og aftal nærmere.)

Ideen er simpel: Udnyt alt det tøj, som stadig har potentiale til at lave en smuk, unik garderobe til dit barn.